Daloon - Kinesiske forårsruller, lækre opskrifter og snacks

 
Her er du:
Forside  /  NYHEDER  /  Nyhedsoversigt  /  Nyheder visning

Nyheder

 
7. september 2008
Daloon sætter fokus på sundhed

 

Med projekt ”Gang i Daloon” giver Daloons ledelse alle medarbejdere tilbud om et sundhedstjek og efterfølgende forløb med personlig udvikling - medarbejderne er begejstrede.

Daloon stiller i det kommende år skarpt på medarbejdernes trivsel. Allerede nu er der iværksat en række udviklingsforløb for de i alt 140 medarbejdere, herunder tilbud om et omfattende sundhedstjek med fokus på den enkeltes nuværende sundhedstilstand:

- Det er vores klare mål at skabe bedre trivsel på Daloon, og det får vi kun med sunde og aktive medarbejdere, der trives og har det godt, fortæller fabrikschef Børge Pedersen, der har stået i spidsen for etableringen af det vidtfavnende projekt, siden han tiltrådte i april 2007.

Foreløbigt har 108 medarbejdere sagt ja tak til tilbudet, og i øjeblikket bliver resultaterne fra de mange sundhedstjek med målinger af bl.a. blodsukker, lungefunktion, fedtprocent, kondition, blodtryk og kolesteroltal gennemgået ved individuelle sundhedssamtaler. På baggrund af spørgsmål som: ”Hvor er du nu?” og ”hvor vil du hen?” udarbejdes individuelle udviklingstilbud, hvor medarbejderne bl.a. med hjælp fra lokale idrætsforeninger får støtte til at finde den motionsform, der passer netop dem. Derudover har 18 medarbejdere indtil videre tilmeldt sig rygestopkursus, og endnu flere starter vægttabsforløb efter påske. Stort set alle aktiviteter gennemføres i arbejdstiden.

Nye muligheder for et sundere liv
En af de medarbejdere, som begejstret takkede ja til tilbudet om et sundhedstjek er Bente Frank Jensen. Og lidt overraskende for hende selv viste hendes resultater faktisk pæne tal over hele linjen. Men hun burde holde op med at ryge:

- Jeg er glad for tallene, for et eller andet sted har man jo altid lidt dårlig samvittighed. Men selvfølgelig er der stadig plads til forbedring. Det med rygningen ved jeg jo godt, men jeg er bare ikke helt klar til at stoppe endnu, fortæller Bente Frank Jensen, som dog regner med at tage imod tilbudet om rygestopkursus til efteråret og allerede nu skal i gang med at forbedre de øvrige tal.

Med hjælp fra ProFys, der er ansvarlige for aktiviteterne i projekt ”Gang i Daloon”, har Bente Frank Jensen fået sammensat et konditionsprogram, hvor hun bl.a. begynder i et fitnesscenter. Planen er, at konditionstallet skal op og fedtprocenten skal ned:

- Ved sundhedssamtalen talte vi om, hvordan jeg kunne få mit privatliv og motion til at gå op i en højere enhed. Det var virkelig positivt at få hjælp til at se nogle nye muligheder for at blive sundere, og det er klart en oplevelse, jeg deler med mine kolleger, fortæller Bente Frank Jensen.

Skriftlig sundhedspolitik
Sundhedsstyrelsen har netop offentliggjort en undersøgelse, der viser, at selvom stadig flere virksomheder i dag med aktive tiltag søger at forbedre medarbejdernes sundhed, er det kun hver tredje virksomhed, der har skrevet deres sundhedspolitik ned på papir. For Daloon er hele processen netop et vigtigt skridt mod at få sat ord på virksomhedens sundhedspolitik.

- Når vi har afsluttet det nuværende forløb, skal vi bruge vores erfaringer til at få nedskrevet en egentlig sundhedspolitik for Daloon, for det er ikke nok med f.eks. et ryge- eller alkoholforbud. Som ansvarlig virksomhed vil vi gerne hjælpe vores medarbejdere til et sundere liv, og vi er nødt til at se på det samlede billede, hvis vi skal gøre en forskel. Og det har naturligvis været afgørende, at vi har mærket en så klar opbakning fra medarbejderne, afslutter Børge Pedersen.

Foto: Jan Gede Nielsen
Billedtekst: ”Bente Frank Jensen på Daloon har fået gode råd, så hun kan få konditionstallet op og fedtprocenten ned.”


--------------------------------------------

FAKTA
--------------------------------------------

Om baggrunden for projekt ”Gang i Daloon”
I 2005 stod Daloon midt i en krise og omfattende forandringsproces. Fra sin daværende stilling som konsulent i Dansk Industri udarbejdede Børge Pedersen et oplæg til et udviklingsforløb for medarbejdere med udgangspunkt i et seminar for mellemledere og topledelsen.

Daloons ledelse ønskede efterfølgende at sætte fokus på udvikling i virksomheden med aktive, kompetente medarbejdere, og ansatte derfor Børge Pedersen som fabrikschef.

Efter tiltrædelsen april 2007 arbejdede Børge Pedersen intensivt i tre måneder på udviklingen af en række udviklingsforløb for Daloons medarbejdere. Det samlede forløb er blevet til i tæt samarbejde med AMU.

 

For yderligere information kontakt venligst:
Fabrikschef Børge Pedersen på tlf.: 63 31 63 31


Om projekt ”Gang i Daloon”

Projekt ”Gang i Daloon” er kommet i stand med tilskud fra Forebyggelsesfonden. De praktiske aktiviteter i forløbet bliver varetaget af ProFys fra Odense, som tilbyder totalløsninger inden for sundhed og sygdomsforebyggelse til virksomheder.

De fleste tilbud finder sted i arbejdstiden.

Alle medarbejdere tilbydes sundhedstjek. Her måles blodtryk, lungefunktion, BMI, blodsukker, kolesteroltal, livvidde og fedtprocent. Derudover laves løbende konditionstests, hvor medarbejdernes fremskridt måles og dokumenteres.

På baggrund af sundhedstjekket tilbydes medarbejderne 5 samtaler a ½ time, hvor de præsenteres for mulige tiltag, der vil forbedre deres sundhedstilstand. Hver medarbejder får udarbejdet en individuel sundhedsplan for bl.a. motion og kost, og hvis en medarbejder f.eks. har lyst til at begynde at svømme eller løbe, bliver dette arrangeret i samarbejde med konsulenter fra ProFys – enten i hold eller som individuelle tilbud.

Samlet plan for projektet
● Opfølgende samtaler med sundhedskonsulenten i forhold til kost, motion, rygning, alkohol, stress, fastholdelse af gode vaner svarende til 5 samtaler pr. medarbejder
● Pausegymnastik gøres til en naturlig del af hverdag, f.eks. i forbindelse med møder
● Inddragelse af lokale idrætsforeninger som led i det forebyggende arbejde
● Medarbejderne tilbydes rygestopkurser
● Der sættes fokus på, hvor meget motion medarbejderne dyrker om dagen
● Udlevering af ”Sundhedssiden” hver 2. uge igennem hele projektet, hvor alle medarbejdere informeres om de fremtidige initiativer i projektet, foreløbige resultater af konkurrencer, gode råd og anvisninger, små ”succeshistorier” fra medarbejderne selv, madopskrifter og andre relevante emner inden for sundhed
● Foredrag om motivation, kost, rygning, alkohol og motion som tilbud til alle medarbejdere
● Afvikling af et sommerarrangement med fokus på fysisk aktivitet
● Udarbejdelse af en sundhedspolitik på Daloon

Det er en væsentlig målsætning at sikre, at projektets initiativer forankres på Daloon efter projektets ophør. Derfor vil interesserede medarbejdere i og efter projektperioden komme til at fungere som ambassadører på udvalgte aktiviteter. Ambassadørerne skal sikre opretholdelse af aktiviteterne og fortsat motivation, samt være initiativtagere til fremtidige og nye aktiviteter.

Succeskriterier
● 85 pct. af medarbejderne på Daloon har deltaget i to eller flere aktiviteter i projektperioden
● Nedsættelse af antallet af rygere med 35 pct. ved projektophør
● 50 pct. af medarbejderne har opnået en markant forbedring i sundhedstilstanden ved projektophør, vurderet ud fra sundhedstjeks
● 80 pct. af medarbejderne opnår forbedring af selvvurderet helbred
● 80 pct. af medarbejderne føler sig bedre informeret om sundhed generelt
● Der har været samarbejde om sundhedsfremme med minimum 10 idrætsforeninger
● Der har været afviklet 6 foredrag med forskellige temaer om sundhed
● Sommerevent med fokus på bevægelse og fysisk aktivitet
● Der er fundet minimum 5 ambassadører blandt medarbejderne, som skal sikre videreførelse og implementering af de nuværende og fremtidige sundhedsfremmende aktiviteter på Daloon.
● Der er formuleret, godkendt og implementeret en sundhedspolitik på Daloon
● Det er belyst, om investering i medarbejdernes sundhed på Daloon giver en bedre virksomhed

For yderligere information kontakt venligst:
Medarbejder hos Daloon, Bente Frank Burkal på tlf. 25 19 04 28
Sundhedskonsulent hos ProFys Mette Stryhn på tlf. 22 17 21 44

Om Sundhedsstyrelsens undersøgelse
Den tid, hvor virksomhedernes engagement i medarbejderne begrænsede sig til at holde øje med, at de mødte til tiden, og en omsorgsfuld leder var en, der kendte navnet på din kone, er for længst forbi. Sundhedsstyrelsen har netop offentliggjort en større undersøgelse, udarbejdet i 2007, der viser, at danske virksomheder i stadig stigende grad satser på medarbejdernes sundhed.

Flere og flere arbejdspladser tilbyder i dag deres medarbejdere sundhedsfremmeordninger inden for enten kost, rygning, alkohol, motion og stress. Men det er stadig kun ca. hver tredje virksomhed, der har en nedskrevet sundhedspolitik.

Undersøgelsen blev gennemført i 2007 og omfatter 1848 virksomheder med flere end 10 ansatte, og konklusionerne er sket på baggrund af lignende undersøgelser i 2005 og 2003.

Se hele undersøgelsen her:
http://www.sst.dk/publ/Publ2008/CFF/Sundhedsfremme/Sundhedsfremme_arbejdspladsen2007_bilag.pdf  

 
 

Okholm.jpg
At Daloon i 1986 modtog Okholm-prisen – den tids mest anerkendte sundhedsekspert - for sine 4 ovnruller. Begrundelsen var ”at Daloon er lødig, velsmagende, moderne , ernæringsrigtigt og sund kost.
 
 
 
Print Bookmark Tip en ven Sitemap      Forside
 
Daloon A/S  -  Delfinvej 3  -  DK-5800 Nyborg  -  Tel. +45 63 31 63 31  -  Fax. +45 63 31 63 63  - Email: Forbrugerservice@daloon.dk